MURERMESTEREN BLEV MASKINFABRIKANT

Historien om SoRoTo® begyndte i 1983 da murermester Benny Andersen oplevede, at han og hans kollegaer manglede en lille tvangsblander, som de kunne bruge til indendørs flisearbejde, gulvlægning, betonrenovering og almindeligt murerarbejde.

Blanderen skulle være handy; den skulle bl.a. være nem at få op ad trapper og gennem døre. Og så skulle den kunne køre på 230 V, så den kunne sættes i enhver stikkontakt.

De tvangsblandere, som fandtes dengang, var alle store og klodsede, kørte på 3-faset strøm – og så var blandekvaliteten sjældent noget at råbe hurra for.

 

  

DEN FØRSTE BLANDEMASKINE VAR EN SENSATION

Benny Andersen besluttede sig for at konstruere sin egen blander. For at opnå det resultat han ønskede, måtte han forkaste alle de kendte maskinkonstruktioner, men alligevel kunne han efter blot et par års intenst arbejde og tests præsentere en banebrydende maskine.

Det var en tvangsblander med en blandekapacitet på 40 L, hvilket dengang svarede til indholdet af en standardpose.

Den var så lille, at én mand kunne transportere den op på 4. sal – og den kunne køre på 230 V.

Scoopet var dog de blandearme, som Benny konstruerede og fik patenteret. De sikrede en perfekt blanding samtidig med, at de kunne (af)monteres uden brug af værktøj.

Modtagelsen fra fagfolk var over al forventning: Blanderen var en sensation.

Men de danske håndværkere havde travlt, så snart efterspurgte kunderne SoRoTo® Tvangsblandere med en større kapacitet. Og det er de blevet ved med gennem årene.

I dag leverer vi tvangsblandere på 40, 80, 100, 120, 200 og 300 L – samt en Light-version på 65 L til brugeren med et mindre regelmæssigt behov.

 

SO-RO-TO. FRA LOKALT FAMILIEFIRMA TIL GLOBAL VIRKSOMHED

Navnet ”SoRoTo” er en sammentrækning af navnene på Benny Andersens tre sønner, Sonny, Ronny og Tommy. Det lå lige til højrebenet, og så kan det udtales på alle sprog.

De tre sønner har været inde over firmaet i mange år. Tommy Andersen har en teknisk uddannelse bag sig, mens både Sonny og Ronny Andersen er uddannede murere.

De over 30 års erfaring i virksomheden og den praktiske viden fra byggebranchen udgør et solidt fundament, som vores nye CEO, Hans Terney Rasmussen, bygger videre på.

Virksomheden vækster; markedet for SoRoTo® maskiner breder sig efterhånden over hele verdenen, og det har betydet et behov for ændringer af procedurer m.m.

Vi er startet med at rykke hele virksomheden til nye lokaler i Glostrup, så de forskellige afdelinger fremover er samlet under et tag, og den fælles berøringsflade er større.

Lokationen byder på meget mere plads til fx møder og produktfremvisninger i vores nye showroom.

 

 

FAMILIEN ANDERSEN

Fra venstre: RONNY, TOMMY, SONNY & (forrest) BENNY ANDERSEN